Fobier
Fobier er en form for angstlidelse, knyttet til specifikke ting eller situationer.
Angst er normalt en brugbar følelse, som hjælper os med at undgå fare, men hvis angsten er ude af proportioner med den aktuelle fare eller har været en hindring i hverdagen i mere end 6 måneder, kan der være tale om en fobi.
Mennesker der lider af en fobi, kan ved eksponering for det de er angste for, opleve en voldsom angstreaktion, eventuelt i form af panikangst. Man er som regel meget bevidst om, at reaktionen er overdreven, men oplever ikke at have kontrol over den.
Bare tanken om at skulle møde det man er angst for, kan udløse voldsomme og yderst ubehagelige kropslige og følelsesmæssige symptomer.
Det anslås at ca. 12-15 % af befolkningen lever med en form for fobi. At leve med en fobi kan være hæmmende for at leve det liv, man gerne vil leve. Hvis man oplever at være plaget af en fobi er det vigtigt at søge behandling, da lidelsen risikerer at tiltage i sværhedsgrad og blive kronisk.
Hvad er forskellen på fobi og nervøsitet?
Alle mennesker oplever fra tid til anden, at blive nervøse for nye situationer eller udfordringer.
Nervøsitet kan for eksempel opstå i forbindelse med nye arbejdsopgaver, første møde med svigerforældre eller ved en vigtig præsentation.
Disse former for nervøsitet er som regel forbigående og nervøsiteten aftager i takt med tilvænning til situationen. Hvorved der er tale om forbigående frygt eller nervøsitet og ikke en fobi.
Hvordan kommer fobier til udtryk?
Fobier kan udvikle sig gradvist eller være foranlediget af en tidligere hændelse, som har fremkaldt panikangst.
Den gennemgående udtryksform for en fobi er angst, som systematisk stiger i takt med berøring med det frygtede.
Herunder præsenteres det typiske mønster:
- Følelsesmæssigt: frygt, nervøsitet og angst i varierende grad. I nogle tilfælde er angsten så
voldsom, at panikangst forekommer.
- Fysiologisk: hjertebanken, svedrespons, rysten på hænderne, hjertebanken, anspændthed, kvalme, svimmelhed, åndenød og hyperventilering.
- Tanker: Mange har katastrofetanker om konsekvensen af, at være i berøring med det de er bange for, for eksempel frygten for at besvime eller dø af voldsom hjertebanken udløst af angsten. Derudover kan mange opleve skamfulde tanker, i frygt for hvad andre vil tænke om dem, hvis de vidste omfanget af deres fobi.
- Adfærd: Typisk forekommer undgåelsesadfærd, det vil sige at man på forskellig vis prøver at undgå, at blive konfronteret med det, som man er angst for. I andre tilfælde tyer mennesker til selvmedicinering, som kan lindre angsten, for eksempel alkohol, stoffer eller medicin.
Forskellige former for fobi
Specifikke fobier kan opstå som respons på en række forskellige ting, såsom:
- Dyr (fx. fugle eller edderkopper), højder, vand, nåle, tandlægebesøg, synet af blod, osv.
Og en rækker forskellige situationer:
Derudover er der mere komplekse fobier: agorafobi, social fobi, panikangst og generaliseret angst.
Hvordan kan en fobi behandles?
Der er solid evidens for, at fobier kan behandles hurtigt, sikkert og effektivt. Særligt kognitiv adfærdsterapi, som CEKTOS udbyder, har vist sig effektfuld til at behandle lidelsen.
For specifikke fobier kan op til tre sessioner ofte være tilstrækkeligt.
I kognitiv adfærdsterapi består behandlingen i, at blive eksponeret for det man er bange for. Dette sker langsomt. Man starter med at blive udfordret med små lette øvelser og øger gradvist i takt med at angsten falder.
Således oplever man at kunne mestre at blive konfronteret med det, man før var bange for. Sideløbende arbejdes med at identificere og omstrukturere de negative/positive kognitive antagelser, såsom katastrofetanker, der udløser og vedligeholder følelser og adfærd relateret til fobien.