Celia Faliu
Uddannelse
Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet. Siden har jeg taget den 2-årige certificeringsuddannelse i metakognitiv terapi.
Jeg stiftede bekendtskab med metakognitiv terapi her i CEKTOS i 2016 og har arbejdet med udgangspunkt i denne metode lige siden. Jeg er glad for at arbejde med den metakognitive metode, fordi jeg oplever, at den hjælper mange på tværs af problematikker.
Jeg holder mig løbende opdateret på den nyeste forskning i feltet og modtager supervision for at sikre, at du får den bedst mulige behandling.
I praksis
Det er vigtigt for mig, at du føler dig mødt med respekt og forståelse. Ingen er skyld i, at livet til tider opleves udfordrende. I praksis er det derfor afgørende for mig at skabe et rum, som er trygt og rart at være i. Jeg ønsker, at terapien bliver meningsfuld for dig, så du efter hver samtale går herfra med ny erfaring og indsigt, som du kan omsætte i din hverdag.
I terapien har vi fokus på det, som er vigtigt for dig. Sammen vil vi udfordre de tanke- og handlemønstre, som fastholder de problemer, du oplever. Mit mål er, at du erfarer, at du selv har kontrollen over den tid, du bruger på at håndtere negative tanker. Med konkrete øvelser vil vi sammen udforske nye måder at være med negative tanker, så du fremadrettet bedre kan handle i overensstemmelse med dine værdier og leve det liv, du gerne vil.