Jeg har netop afsluttet en del af et forskningsprojekt omkring behandling af tvangsoverspisning. Resultaterne er indtil videre lovende, men før jeg præsenterer dig for yderligere omkring projektet og behandlingen, vil jeg dig give lidt baggrundsinformation.
De fleste af os kender til det, at spise over sig. Det er normalt for mange mennesker, at der indimellem ryger lidt mere indenbords end vi har behov for eller vores mave kan rumme - måske fordi det smager godt, måske fordi vi forsøger at håndterer nogle følelser ved at trøstespise. Men overspisning i en udtalt grad er en regulær diagnose betegnet “BED” (Binge Eating Disorder) eller på dansk “tvangsoverspisning”.
Tvangsoverspisning karakteriseres ved gentagne overspisnings-episoder, hvor der uafhængigt af appetit og med en følelse af kontroltab og skam indtages en stor mængde mad, som klart er størrer end det de fleste vil indtage inden for en afgrænset tidsperiode på eksempelvis to timer, og til en følelse af ubehagelig overmæthed. Overspisningen foranlediger ikke kompensatorisk adfærd i form af for eksempel tvangsmotion eller opkast. Og overspisningerne forekommer som minimum en gang om ugen over en periode på flere måneder.
BED har kun været en særskilt diagnose i Amerika siden 2013, og er det endnu ikke i Danmark og resten af Europa. Dette betyder at der begrænset forskning på området og at vi endnu ikke har et stort kendskab til hvilke metoder, der er velegnet til behandling af tvangsoverspisning. Det er problematisk set i lyset af, at vi i 2022 skal diagnosticere
spiseforstyrrelser af denne type som en selvstændig lidelse, fordi den nuværende diagnosemanual udgives i en ny version.
Med interesse for dette område satte jeg mig derfor for at undersøge den metakognitive terapis effekt på behandling af tvangsoverspisning. I sommeren 2020 blev klienter til projektet inkluderet og i august begyndte jeg behandlingen af BED-klienterne. To måneder senere - med ugentlige sessioner - vurderes samtlige deltagere velbehandlet.
Karakteristisk for mine klienter var blandt andet et langvarigt ønske om og forsøg på at tabe sig og som led heri en historik med talrige slankekure og/eller madmæssige restriktioner og kontroladfærd. Derfor var noget af det første i behandlingen at afstemme forventninger til terapien og næsten samstemmigt ønskede de alle, at få et normaliseret forhold til mad. Denne målsætning opprioriterede vi, da den gamle målsætning om vægttab gentagne gange havde vist sig, at vedligeholde devaluerende tanker, følelser af fiasko og overspisninger.
I terapien arbejdede vi derfra på at aflive klienternes daværende strategier, som de benyttede i forsøget på at håndtere triggertanker (og ‘triggerfølelser’), som forårsagede overspisningerne. Deres tanker og følelser var ikke usædvanlige, klienterne gav dem blot for meget uhensigtsmæssig opmærksom. Vi erstattede derfor deres strategier med opmærksomhedstræning, dvs. træning i at lade tankerne være ved at observere dem passivt eller flytte fokus.
Eksempler på triggertanker fra terapien; jeg har lyst til noget, jeg er faldet i, jeg spiser for meget, nu spiser jeg bare det jeg har lyst til, idag må jeg godt, det er synd for mig, jeg kan ikke styre det, i morgen tager jeg mig sammen, jeg er tyk og de andre er tynde.