Anoreksi

Der findes forskellige typer af spiseforstyrrelser. I diagnosesystemet er der følgende:

​Anoreksi
Ved anoreksi vil man opleve at have en intens frygt for vægtstigning eller fedme eller vedvarende adfærd der gør, at man ikke tager på. Personer med anoreksi er derfor restriktive i indtaget af fødevarer, og får som konsekvens en signifikant lav vægt. Der er desuden oftest en forstyrret oplevelse af vægt og figur, fx kan man have en selvopfattelse af, at man er overvægtig på trods af, at tallet siger det modsatte.

Bulimi
Ved bulimi vil man have episoder med overspisning. Overspisning opleves som, at man mister kontrollen, og derved spiser uhæmmet. Dette bliver efterfulgt af skam, væmmelse og ærgrelse, hvilket leder til, at man kompenserer for den store mængde mad, man har indtaget. Det kan fx være ved opkast, overdrevet motion eller afføringsmiddel. Dette skal man gennemsnitligt gøre en gang om ugen i mindst 3 måneder, før det diagnosticeres bulimi. Det vil altså sige, at det vedvarende aspekt – at det er noget man ofte gør i en lang periode – er centralt for at blive diagnosticeret med bulimi. Dette vidner om, at der er tale om en ond cyklus, der vedligeholdes, når man lider at bulimi. Svære følelser og tanker dulmes via overspisning, hvilket afstedkommer endnu flere svære følelser og tanker, hvorfor der kompenseres via opkast eller andet. Væmmelse over sig selv fra overspisningen leder ofte til en periode, hvor man er restriktiv. Den restriktive adfærd kan kun opretholdes i en kort periode, hvortil der overspises igen. De svære følelser og tanker dulmes endnu engang via spisning og kompenseres for via opkast eller andet. På denne måde kan man risikere at havne i en ond cyklus, som bliver vedligeholdt ved, at man bruger timevis på at behandle sine tanker om mad, krop og vægt.

Tvangsoverspisning (BED)
Tvangsoverspisning (Binge Eating Disorder; BED) er ligesom bulimi kendetegnet ved, at man har episoder med overspisning. En overspisning kendetegnes ved, at der i en afgrænset periode bliver spist en mængde mad, som er signifikant større end det, de fleste ville have spist på det givne tidspunkt. Det opleves som et stort kontroltab, hvor man i en form for trance spiser uhæmmet. Dette er efterfulgt af stor skam, afsky og væmmelse omkring sig selv. Modsat bulimi er der ved BED ikke efterfølgende kompenserende adfærd. Ligesom ved bulimi skal denne adfærd ske ofte, før det kan diagnosticeres. Gennemsnitligt skal der opstå en overspisning en gang om ugen i mindst 3 måneder, før det diagnosticeres BED. Der er således også her tale om, at man kan blive fanget i en ond cirkel. Overspisning leder til, at man bruger mange timer på at ærgre sig og slå sig selv i hovedet. Det fører til selv-lede, skam og tristhed, hvilket leder til en ny overspisning, som igen leder til ærgrelse, som igen leder til selv-lede. På denne måde kan en ond cyklus blive vedligeholdt.

Udover de ovenstående tre diagnoser, kan man få diagnosen atypisk spiseforstyrrelse. Det kan være, at man ikke udfylder de præcise krav til én af ovenstående spiseforstyrrelser, eller det kan være, at nogle af kriterierne er blandet sammen.

Som det er beskrevet ovenfor, kan det virke til, at de forskellige spiseforstyrrelser er meget modsatrettede. Ved anoreksi vil man gøre alt for ikke at spise, mens BED er kendetegnet ved massiv overspisning.

Indholdet i tankerne hos de forskellige klienter kan derfor måske være markant forskelligt; klienten med BED skammer sig over alt den mad, klienten indtager, mens klienten med anoreksi bruger alle vågne timer på at undgå alt mad.

Lidelserne har dog større ligheder end som så. Fælles for alle spiseforstyrrelserne er nemlig, at der bliver brugt overdrevet meget tid på at håndtere tanker og følelser relateret til mad, krop og vægt.

Problemet er således ikke, hvordan det kommer til udtryk, men snarere de mange timer der bliver brugt på at kontrollere, undgå og monitorere tanker og følelser, der er relateret til krop og spisning.

Ifølge landsforeningen mod spiseforstyrrelse lider omkring 75.000 danskere af en spiseforstyrrelse. Heraf lider 5.000 af anoreksi, 30.000 af bulimi og 40.000 af BED. Det er som beskrevet helt normalt at have tanker om mad, sommetider at komme til at overspise eller i ny og næ at tælle kalorier for lige at tabe sig lidt.

Diagnoserne bliver først stillet, når det tager overhånd i en grad, så det påvirker ens liv markant. På trods af det, er der – som tallene viser – mange, der er diagnosticerede med en spiseforstyrrelse, så hvad gør vi ved denne lidelse?​

De forskellige spiseforstyrrelser er altså mere ens end som lige så. Når vi laver behandling af spiseforstyrrelse med metakognitiv terapi, er vi derfor interesserede i at tilgå den fælles mekanisme, der er til stede i alle de forskellige diagnoser: nemlig den massive tid brugt på at håndtere tanker og følelser relateret til mad.

Inden for metakognitiv terapi kalder vi samlet disse tankehåndteringsstrategier for CAS. Et par eksempler på CAS kommer her. Det kan være, at man ofte går og grubler, slår sig selv i hovedet og er selvbebrejdende over, at man er tyk, har spist for meget eller ser forkert ud.

Det kan være at man kalorietæller, planlægger og kontrollerer sit madindtag, så det bliver så minimalt som muligt. En strategi kan også være, at man undgår bestemte madvarer, fx alle kulhydrater, så man sikrer sig, at man ikke bliver trigget, og derved undgår at komme til at føle sig tyk og forkert.

CAS kan altså se ud på forskellige måder, men fælles for spiseforstyrrelser er, at der dagligt bliver brugt uhensigtsmæssigt lang tid på en række af disse CAS-strategier. Disse strategier gør, at man i timevis dagligt har madfokus. I behandling af tvangsoverspisning og andre spiseforstyrrelser gennem metakognitiv terapi vil du lære at reducere det massive madfokus.

Du vil lære at erstatte CAS med andre strategier, der tillader, at du ikke behøver at håndtere dine tanker nær så meget. Der er ingen følelser eller tanker, som er unormale eller forkerte – det er snarere den massive tid brugt på dem, der gør, at det kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse.

Hvis vi bliver lært, at vores tanker om mad og krop skal ændres og fjernes, risikerer vi at bekræfte hinanden i, at de er forkerte og unormale. Det afføder, at man kommer til at bruge endnu længere tid på madfokus. Formålet med metakognitiv terapi er derfor ikke, at du skal arbejde henimod aldrig igen at få negative tanker og følelser relateret til mad.

I behandling af spiseforstyrrelse med metakognitiv terapi arbejder vi i stedet henimod, at du skal opdage, at du kan få disse tanker og følelser uden at skulle kontrollere, monitorere og undgå dem. Du lærer, at du har et valg i forhold til, om du gør noget ved tankerne, eller om du vælger at lade dem være.

Det centrale i en spiseforstyrrelse er et massivt madfokus, hvorfor du skal lære at lade tankerne være, og i stedet rette fokus mod andre ting i hverdagen.

De planter, vi vander, får lov at gro. Det samme gælder for vores indre liv. Når vi giver alt vores opmærksomhed til tanker om mad, krop og vægt, så vil dette fokus kun vokse sig større og større inde i os. Hvis vi derimod tillader os at lade det være, vil det langsomt forsvinde.

Sindet er selvregulerende, så hvis vi lærer ikke at gøre noget ved vores tanker og følelser, så vil sindet langsomt regulere sig selv, og gradvist kommer triggertankerne om mad til at fylde mindre, og de psykiske symptomer får ro til at forsvinde.​

Hvis du søger hjælp til behandling af tvangsoverspisning, anoreksi eller spiseforstyrrelser hos en psykolog, så kontakt os og høre mere. Du er altid velkommen til at ringe til os, hvis du ønsker at høre mere om vores behandlinger, metakognitiv terapi, eller hvis du vil booke en tid.